Om Krum |
Krum hed i virkeligheden Jørgen, men alle havde øgenavne i vores skoletid, og han havde efter sigende fået sit på grund af sin meget markante og meget lige næse. I skoletiden havde jeg ikke specielt meget kontakt med Krum. Han gik meget op i idræt (og var overordentlig god til det), mens jeg søgte at undgå sport og gymnastik så meget som muligt. Senere bragte omstændighederne os tættere sammen og Krum blev en af mine gode venner. Året efter studentereksamen tog han til Frankrig som udvekslingsstudent og jeg læste matematik og fysik. Det følgende år begyndte vi begge på psykologistudiet i København. Det viste sig at vi udover psykologi havde mange fælles interesser. Jeg havde også boet i Frankrig, hvor mine forældre stadig boede. Vi gik begge op i filosofi og samfundsforhold. Vi havde fælles bekendte i form af de gamle klassekammerater og fik nye via studiet. Men Krum gik
en svær skæbne imøde. I løbet af det første studieår blev han pludselig
paranoid, nærmest fra den ene dag til den anden. Da jeg kom på et besøg
på hans klubværelse, betroede han mig, at han nu havde opdaget, at han
var genstand for et storstilet eksperiment. Han blev iagttaget overalt
og han blev fodret med falske informationer. Hans avis var trykt
specielt til ham, og radioudsendelserne kom til ham i særlig udgave.
Det nyttede ikke, at jeg tilbød at hente en ny avis, eller at vi sammen
tog til en anden bydel efter hans frie valg for at købe en ny. Det
ville jo kun bevise, at komplottet var mere omfattende end han først
havde troet. Efter nogen tid kom han ud, behandlet med medicin, men
havde hyppige tilbagefald med psykotiske episoder. På et tidspunkt blev
diagnosen skizofreni stillet, og han blev tilkendt invalidepension. Krum dyrkede stadig vægtløftning, hvor han blandt
medkonkurrenter blev betragtet som et naturtalent. Med træningen blev
mere og mere sporadisk, så han kunne ikke følge op på sine tidligere
mesterskaber. Usund livsstil og medicin påvirkede ham, så han blev mere
og mere overvægtig. Tilsidst kom den dag, hvor hans mor ringede. Han
var død af hjertestop. Jeg og en enkelt anden fra vores gamle klasse
var med til begravelsen.
På et tidspunkt havde Krum givet mig nogle papirer, ting
han skrev på. Han boede nu hos sin mor, og hun kunne finde på at fjerne
og kassere hans skriverier, som hun så som udtryk for hans sindslidelse
og måske har troet kunne fastholde ham i den. Men jeg har gemt en novelle, som både er præget af hans
paranoia, men også af humor og noget der ligner selv-ironi.
Den hedder "En invalidepensionist" og kan læses her.her
|